PARTNER JOBmatch – et arbejdsliv med perspektiv

Pressemeddelelse

Skiveegnens virksomheder mangler kvalificeret ufaglært, faglært og højtuddannet arbejdskraft for at kunne realisere deres vækstmuligheder. Der er derfor behov for at gøre Skive mere attraktive som egn overfor jobsøgende. Der er mange måder at tiltrække arbejdskraft, men for SET / Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter og Jobcenter Skives Virksomhedsservice er det mest oplagt at sætte ind overfor de mennesker, der allerede har fået øje på Skive som arbejds- og/eller bosætningskommune. De to parter er derfor gået sammen om en ny indsats med særligt fokus på at hjælpe partner/ægtefælle til personer, der har fået job/job på hånden, med hurtigt og professionelt at finde et job på Skiveegnen.

-Vi oplever positive toner og en stærkt øget aktivitet i virksomhederne, men samtidig også en bekymring  hos ledelserne, fordi de samtidig har behov for kvalificeret arbejdskraft for at kunne vækste og udvikle virksomheden, siger Lotte Kronbæk, erhvervskonsulent hos SET, der tilføjer:

-Og jeg vil gerne understrege, at ordet ’kvalificeret’ ikke har noget med uddannelsesniveau og joberfaring at gøre. Indsatsen, PARTNER JOBmatch, er rettet mod både ufaglærte, faglærte og akademikere – så længe de matcher de behov, som virksomhederne har for arbejdskraft.

-Ledigheden i Skive Kommune er rekord lav. Dette betyder, at flere brancher melder om rekrutteringsvanskeligheder. En udfordring, der på sigt kan komme til at få en negativ indflydelse for væksten på Skiveegnen, lyder det fra Pernille Hviid fra Jobcenter Skive

-Nu, hvor det går godt på en række virksomheder her i området, skal den primære satsning naturligvis være at sikre, at så mange Skive-borgere som muligt får job lokalt, siger Gert Ringgaard, formand for LO Skive-Egnen, og tilføjer: -Vi fra LO’s side mener, at PARTNER JOBmatch er et godt redskab til at afdække, om der er et behov for en supplerende indsats i forbindelse med tilflyttende arbejdskraft.

Målet med indsatsen er helt enkelt at hjælpe virksomhederne med at fastholde og tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft. Risikoen ved lang pendlerafstand er nemlig, at den nye medarbejder trækker sig pga transportiden. Formålet med PARTNER JOBmatch er at finde et job til ægtefælle/partner til virksomhedens nye medarbejder helt fra ansættelsesstart, hvis et job til partneren er udslagsgivende for, at familien flytter med den nye medarbejder til Skiveegnen.

-Når et par overvejer at flytte, er begges jobmuligheder vigtige. Det er ikke nok at have smuk natur, stort udbud af fritidsaktiviteter og fine uddannelsesmuligheder for ungerne. Der skal også være gode job-, karriere- og bosætningsmuligheder, pointerer Lotte Kronbæk.

-Der har længe været et stort politisk ønske at få etableret en ordning, der gør det nemmere for Skiveegnens virksomheder at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, udtaler Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard, der tilføjer: -Og jeg tror på, at PARTNER JOBmatch vil få en gavnlig effekt for virksomhederne – og samtidig en positiv afsmitning på bosætningen i Skive kommune.

PARTNER JOBmatch har etableret en hotline hos Jobcenter Skives Virksomhedsservice – en hotline, der holder åbent helt til kl. 20. Jobcenteret og SET gennemgår hver enkelt kandidat for at kunne finde det bedste match hos en lokal virksomhed, ligesom den jobsøgendes profil vil figurere på SETs elektroniske nyhedsbrev.

-Ingen af partnerne – herunder virksomhederne – kan love, at der kan findes et job, men vi har netop afholdt møde med 11 af egnens toneangivende virksomheder, der bakker op om initiativet, beretter Helle Svenningsen fra Jobcenter Skives Virksomhedsservice, der fortæller, at der efterfølgende vil blive arbejdet videre på at udvide tilbuddet.
For yderligere informationer kontakt:

Jobcenter Skives Virksomhedsservice
Teamleder Pernille Hviid
Tlf. 2863 0952 / pehv@skivekommune.dk

SET
Erhvervskonsulent Lotte Kronbæk
Tlf. 3142 1755 / lok@skiveet.dk

Ved at bruge hjemmesiden accepterer vores cookie- og privatlivspolitik. Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close