Skive griber muligheden for at påvirke fremtiden

Det professionelle erhverv, forskere og studerende går sammen for at løfte Danmark ind i fremtiden. 

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter inviterer praktikere, studerende, start-ups og andre entusiaster til at være med til at udvikle fremtidens hus.

Verden er i forandring, og tingene ændrer sig hurtigere end nogensinde. Hvad sker der, når vi mennesker ændrer boformer, vaner og behov, samtidigt med at den øgede digitalisering forsøger at gøre huse smartere, og nye materialer får egenskaber, vi tidligere kun kunne drømme om? For de nysgerrige, for de kreative, for de opfindsomme og for de modige, åbner der sig et kæmpe mulighedsrum, og det er netop i dette, at fremtidens hus skal findes.

Deltagerne, der i øvrigt kæmper om en samlet pengepræmie på 50.000 kr, skal på to dage løse ambitiøse byggevirksomheders udfordringer ud fra overskriften: “Fremtidens hus”. Deltagerne får indsigter, perspektiver og inspiration fra hele verden formidlet til dem af landets førende profiler inden for byggeri, bæredygtighed, forbrugertrends og meget mere. Men det er de tværfaglige teams, der skal skabe den endelige løsning.

Vi forventer et meget højt niveau af nytænkning og kreativitet fra deltagerne“, udtaler Jarle Fink Kondrup fra Innovation Lab, der assisterer i afviklingen af “Fremtidens Hus”-hackathon. Frank Petersen fra Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter uddyber med, at deltagerne “hverken behøver at have kendskab eller relationer til byggebranchen, men vi går efter deltagere, der kan levere den game changer eller radikale innovation, der revolutionerer byggebranchen.”

Hvad er så et Hackathon?

Hackathons er en af de mest handlingsorienterede, udbytterige og involverende innovationsprocesser, der findes. Konceptet er sammensat af ordene HACK – det at skille et givent produkt, en service, eller en forretningsmodel ad og samle det på en ny måde, så det opfylder ens egne behov – og MARATHON – et hårdt og intensivt forløb.

En af de store forskelle på et hackathon og et almindeligt udviklingsforløb er, at man gennem et hackathon lader andre “hacke” sine udfordringer, og at man på bare to dage kan opnå resultater svarende til to års arbejde.

Eventet løber af stablen den 14.-15. november i Skive og er blevet til i et samarbejde mellem Entreprenørfirmaet Kaj Ove Madsen, Spar Vest Fonden, Energibyen, Access Invest og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.

Læs mere om Fremtidens Hus hackathon: www.fremtidenshus.ilab.dk

Yderligere information:

Erhvervskonsulent Frank Petersen

Mobil 20621231

Ved at bruge hjemmesiden accepterer vores cookie- og privatlivspolitik. Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close