Stor overlevelsesrate hos Skiveegnens unge virksomheder

PRESSEMEDDELELSE

”The survival of the fittest” er overskriften på – og indholdet i – en helt spritny rapport, som Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus BSS (Aarhus Universitets business school) har offentliggjort. Her fastslår man bl.a., at halvdelen af de virksomheder, der etableres i Danmark, lukkes indenfor de første 3-5 år, mens hovedparten af de bestående forbliver små.

Samtidig med ovennævnte rapport, har SET bestilt 2015 statistikker fra e-statistik, der bl.a. viser overlevelsesraten for 3-5 årige virksomheder i Skive kommune – etableret 2009-12.  Og det er rigtig positiv læsning, idet den viser, at Skiveegnens virksomheder gør op med overlevelsestallene fra Aarhus BSS rapporten.

Erhvervs- og udviklingskonsulent Leo Ravn-Nielsen fra SET fortæller: – Med hensyn til antallet af nystartede virksomheder viser statistikken, at Skive i  perioden 2009-2013 både har ligget over og under gennemsnittet for  de kommuner, vi normalt sammenligner os med (i statistikken Herning, Holstebro og Viborg). Til gengæld viser statistikken, at Skive – med få undtagelser – ligger højere end nabo-, regions- og  landsgennemsnittet mht overlevelsesrater for 3-5 årige virksomheder i den private sektor.

Statistikken viser, at 78,9% af de 3-årige og 69,3% af de 5-årige lokale virksomheder har overlevet og er blevet etablerede virksomheder. Dermed har Skiveegnens unge virksomheder en bedre overlevelsesrate end både regions- og landsgennemsnittet og særlig de 5-årige virksomheder klarer sig markant bedre.

-Vi har haft det på fornemmelsen gennem de seneste år og er derfor utrolig glade for, at tallene også viser, at en stor andel af Skive kommunes iværksættervirksomheder overlever og bliver etablerede virksomheder, lyder det fra Leo Ravn-Nielsen, der tilføjer: -Hos SET hverken kan eller skal vi tage æren for de flotte tal. Men jeg kan da ikke lade være med at nævne, at vi netop i perioden 2012-15 har gjort ekstra meget ud af at uddanne og kvalificere iværksættere og nyetablerede virksomheder – bl.a. via målrettede projekter, der blev støttet af Region Midtjylland og Skive Kommune.

En god solid bund de første år er godt, men der skal mere til for at skabe en succesfuld etableret virksomhed. Rapporten fra Aarhus BSS opstiller ”fem bud”, der kan forøge chancen for succes. Her i forkortet form: Virksomhedens ledelse skal sørge for at have 1) En kombination af ressourcer, kompetencer og ambitioner samt etablering i et ApS eller A/S. 2) Et erfarent, eksternt blik i form af en bestyrelse eller advisory board. 3) Brancheerfaring 4) Ledelseserfaring 5) Evne og vilje til at give bestyrelsen modspil og til at skifte ud, når bestyrelsesmedlemmerne har udspillet deres rolle.

-SETs konsulenter er meget opmærksomme på de unge virksomheder og har god kontakt med en stor del af dem, siger Leo Ravn-Nielsen, der slutter: -Vi kender dem – og de kender SET og ved, at de altid kan tage kontakt til os. Målet er selvfølgelig, at de 3-5 årige lokale virksomheder også fremover figurerer positivt i virksomhedsstatistikkerne.

 

Kontakt:

SET
Erhvervs- og udviklingskonsulent Leo Ravn-Nielsen
Tlf. 6165 6620 / lrn@skiveet.dk

 

Kilde: The survival of the fittest: Aarhus BSS fokuserer på danske iværksættere
Ledelseskompetencer for vækst i nye virksomheder: www.e-pages.dk/aarhusuniversitet/1369

Kilde: Specialkørsel Danmarks Statistik iværksætterdatabase og eStatistiks database over nye virksomheder. Beskæftigelse og nye virksomheder – Skive.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer vores cookie- og privatlivspolitik. Læs mere

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close